
National Kongres for Apoteksfarmaceuter 2013”Farmaceuter og apotekssektoren – på vej mod forandring?” Danmarks Farmaceutiske Selskab – Sektion for Samfundsfarmaci – har igen fornøjelsen, at byde alle farmaceuter og apotekere velkommen til den tredje nationale kongres for apoteksfarmaceuter.
Kongressen afholdes fra
lørdag d. 12. januar til søndag d. 13. januar 2013 på Hotel Comwell Kolding i Kolding. Kongressens titel er ”Farmaceuter og apotekssektoren – på vej mod forandring?”
Titlen afspejler naturligvis den politiske opmærksomhed, som apotekssektoren i øjeblikket er genstand for og her tænkes især på det arbejde som Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har igangsat med nedsættelsen af et kommissorium, som har fået til opgave, at undersøge mulighederne for modernisering af apotekssektoren. Det er planen, at arbejdet skal være færdigt inden udgangen af 2012.
Som de to tidligere kongresser, arbejder vi på at få sammensat et spændende program, som vi håber, I vil synes om. Vi vil have forskellige faglige og ledelsesmæssige indlæg, og der bliver rig mulighed for at ”netværke” i pauserne. Lørdag aften afsluttes med en fælles middag.
Ved de tidligere kongresser har vi været omkring 230-250 farmaceuter, og vi forventer det samme antal i 2013. Grundet den store interesse har vi valgt at flytte kongressen til et større sted, som har tilstrækkeligt med overnatningsmuligheder for alle. Vi håber I finder de nye omgivelser på Comwell Kolding tilfredsstillende. Vi glæder os i hvert fald meget.
Tilmelding og betaling kan kun ske via hjemmesiden http://ebutik.pharmakon.dk/group.asp?group=19 - ligesom det er via vores hjemmeside, at du vil finde det opdaterede program, praktiske oplysninger om kongresstedet, oplysninger om økonomisk støtte til kongresgebyret osv. Det er derfor vigtigt, at I holder jer orienteret på hjemmesiden, som hele tiden bliver opdateret.
Vi glæder os til at se jer alle igen.
På vegne af bestyrelsen
Betina Kjær Hansen |
|